Skovlunde Skakklub
Sæsonen 2004-05

HoldskakKlubmesterskabetLyn-MPokal-MFR-M
Medlemmer og ratingJuniorskakBæltefarver


NOVEMBER 2004

  1 nov 2004 Gode resultater i Junior Grandprix på Amager

Så blev sæsonens første JGP afholdt. Vi deltog med 14 stykker og efterhånden vanen tro var vi den klub med flest repræsenteret. Det blev til mange gode placeringer. Kvaliteten var svingende, men til gengæld var underholdningen helt i top. Man kunne dårlig nok vende ryggen til, så var der vendt op og ned på, hvem der havde fordel. Tak til Amager for et godt arrangement.

Gruppe F (født 1996- .. )
Jakob
spillede sin første turnering og gjorde det godt. Det kunne nemt være blevet til flere point. En del klart vundne stillinger blev sat over styr. Ja…alt kan ske når der stadig er brikker tilbage på brættet. Han sluttede på en 5. plads med 3 point af 7 mulige. Jakob vandt i øvrigt en stor Guldbarre i lodtrækningspræmie. Der blev trukket lod blandt de spillere som havde tabt minimum tre partier i træk. Monica, som repræsenterede Ballerup, fortsatte sit stabile spil med endnu en topplacering. 5 point og en 2. plads.

Gruppe E (født 1994-95)
Gruppe E var  en kæmpegruppe med 20 deltagere. Louise spillede sin første turnering i lang tid og gjorde det fint den lange pause taget i betragtning. En del lovende stillinger blev desværre smidt på gulvet. Louise sluttede på 2½ point af 9. Andreas P. spillede nok sin bedste turnering nogensinde. Efter Andreas er begyndt at bruge noget mere tid er spillet blevet væsentligt bedre. Flere af de normale topspillere i gruppe E måtte ned mod Andreas. Det blev til en 5. plads med 5½ point af 9. Simon kom med en god slutspurt godt med efter for mange partier med nogle store fejl. Simon endte på en 7. plads med 5 point af 9. Martin, som også spiller i Ballerup, sluttede med 6 point og en 3. plads.

Gruppe D (født 1992-93)
Det lignede længe en 1. plads til Jon. Desværre tabte han sidste parti, men det blev alligevel til flot 2 plads med 5 point af 7 mulige efter godt spil og nogle flotte matter. Morten G. spillede under vanlig standard og måtte nøjes med 1 point. Morten spiller for hurtigt, hvilket er en typisk fejl når man ikke har spillet så mange turneringer. Det er dog nemt at arbejde med. Så de gode resultater skal nok komme. Karen var ikke selv helt tilfreds med resultatet. 3 point og en 7. plads. Karens styrke er steget en del på det sidste så resultaterne bliver helt sikkert bedre. Pøj…pøj.

Gruppe C (født 1990-91)
"Skovlunde-gruppen". 5 af 9 deltagere var fra Skovlunde. En noget rusten Frederik M. mødte til start med masser gå på mod. Det blev der også brug for i den stærke gruppe. Det blev til 2 point af 9 mulige efter noget svingende spil. En Frederik på toppen plejer at score noget mere. Christian spillede ganske fornuftigt, men nogle store fejl tabte desværre direkte en del gange. Det blev til 2 point. Jacob var helt suveræn med 9 af 9 og en sikker førsteplads!. Jacob spillede godt samtidig med at han havde heldet på sin side i nogle afgørende situationer. Søren blev en lige så sikker nr. 2. 7½ point efter godt spil. Sørens eneste problem er uret! Der bliver brugt for meget tid i starten, hvilket kom til at koste i det afgørende parti mod Jacob. Andreas M. leverede en god turnering og fik 3 point. Andreas mangler lige det sidste for at komme helt tops. Det kommer helt sikkert i løbet af sæsonen.

/Poul Munk

Se turneringsplan og resultater for KSU Junior Grandprix hos KSU her
  4 nov 2004

Miriam sluttede godt af ved OL!

Miriam endte med at score 4½ af 9 i sin debut på det danske kvindelandshold - se resultaterne nedenfor. Alt i alt en habil præstation tæt på det rating-forventede resultat. Men oven i den gode oplevelse, som Miriam har haft her ved sit første OL og med de danske landsholdsspillere, ærgrer Miriam sig lidt over de enkelte kiks, der kom i vejen for et rigtig godt resultat. Miriam sluttede dog af lige så flot som hun startede - nemlig med en flot angrebssejr, og sejren i sidste runde var over en islandsk kvindelig IM'er! Nyd partiet - og nyd også Miriams rapporter fra OL!

 

  Rs Rd   Modstander (Land)             Elo
  1   2   Dian Cheri Stefani (INA)         0
  0   3   Tilenbaev Baktygul (KGZ)         0
  ½   4   Quizon Lorizel (PHI)             0
  1   7   Pleim Myriam (LUX)               0
  0   8   WIM Smokina Karolina (MDA)    2267
  0  10   WIM Sanchez Aliris (VEN)      2095
  1  11   Khan Nazrana (BAN)            1997
  0  12   Sommer Sonja (AUT)            2043
  1  14   WIM Gretarsdottir Lilja (ISL) 2057

  Miriam Olsen (DEN) 1998 Score: 4½/9 Rp:1873
Følg de danske hold i Skak-OL via DSU's hjemmeside her - med omtalen af Miriams debut her

Se OL's officielle hjemmeside her

Se Miriams partier fra OL

Læs Miriams rapporter fra OL her

  4 nov 2004

Peter og Benjamin til Ungdoms-VM!
Ungdoms-VM 2004 spilles på Kreta 3.-14. november


Den danske delegation til Ungdoms-VM 2004
ved afrejsen fra Kastrup onsdag morgen d. 3. november (fra v.):
Alex C. Hansen, Jes Harholm, Jakob Vang Glud
Peter Skovgaard, Benjamin Skjoldan
(Foto: Benjamin's far Leif Geertsen)

Benjamin Skjoldan og Peter Skovgaard er udtaget til at deltage i årets Ungdoms-VM, som spilles på Kreta 3. - 14. november. Benjamin spiller i drenge under 16, hvor også danske Jakob Vang Glud spiller, og Peter spiller i drenge under 14, hvor også danske Alexei Hansen spiller. Spændende, om nogle af danskerne kan blande sig i den øverste del af feltet, men modstanden er hård!

I drenge under 16 har de 16 øverste spillere over 2400 i rating - anført af IM David Baramidze (GER / 2543) og stormester Rauf Mamedov (AZE / 2517)! Danskerne er seeded således: Benjamin (2102 - nr. 72).

I drenge under 14 har de 11 øverste over 2300 i rating - anført af den nyudklækkede stormester Yuriy Kuzubov (UKR / 2530)! Danskerne er seeded således: Peter (2137 - nr. 46) og Alexei (2047 - nr. 68).

Se hjemmesiden for Ungdoms-VM 2004 her

Følg også med hos DSU

  7 nov 2004 Amtsmesterskaberne 2004: Skovlunde fik 4 amtsmestre - og 14 DM-kvalificeringer!
- Sixten Thestrup, Frederik Oest Møller, Jacob Brorsen og Dara Akdag blev amtsmestre!
- Ialt 14 af Skovlunde Skakklubs juniorer er kvalificeret til DM i Odense!

Lørdag d. 6. november afholdte Dansk Skoleskak (DSS) amtsmesterskaber for ungdom over hele landet. Og Skovlundes juniorer tog godt for sig af både medaljerne og af de kvalificerende pladser til årets danmarksmesterskab, som traditionen tro spilles i Odense i den sidste weekend i november, dvs. lørdag-søndag d. 27.-28. november!

Da DSS's amtsmesterskaber holdes med udgangspunkt i hvilke skoler, juniorerne går på, er vores juniorer fordelt på forskellige amter og kommuner, så der er - heldigvis - flere pladser at spille om end blot de 2 pladser, som hver amt har i hver aldersklasse! Inden vi tager en runde til de forskellige mesterskaber kan vi lige summere, hvem der har kvalificeret sig til årets DM:

  • Leonard Nielsen, Alvin Moustgaard, Frederik Oest Møller, Søren Rohmann-Sønderby, Morten Gru og Andreas Petersen kvalificerede sig fra Københavns Amtsmesterskaberne i Ballerup!

  • Sixten Thestrup, Jacob Brorsen og Dara Akdag kvalificerede sig fra Kbh/Frberg kommunes mesterskaber

  • Sissel Kærgaard kvalificerede sig fra sin efterskole i Vestsjællands amt

  • Nikolaj Mikkelsen, Miriam Olsen, Peter Skovgaard og Benjamin Skjoldan er som mesterspillere forhåndskvalificerede til DM.

Aldersklasserne er A (1984-87), B (1988-89), C (1990-91), D (1992-93), E (1994-95) og F (1996 og senere). Og vi kan lige tilføje at det er vigtigt at tilmelde sig DM-stævnet hurtigt (alle kvalificerede har fået indbydelser med information), og at spillerne (og forældrene) selv skal sørge for transport og overnatning - dog er der overnatningsmulighed på spillestedet, hvor der også serveres mad. DSS arrangerer muligvis også fælles transport fra København til Odense.

Københavns Amts mesterskab - på Tapeten i Ballerup
    
På Ballerup Skakklubs nydesignede hjemmeside kan man se de komplette resultater fra stævnet samt en kort beretning om hver af grupperne. Lidt om vores egne spilleres resultater:
     A- og B-gruppen spillede sammen, og da der kun var to deltagere i begge grupper var kvalifikationen til DM en formssag - alle gik videre! Vores to deltagere - en i hver gruppe - fik sølv. Leonard Nielsen fik hentet 2 point og Alvin Moustgaard fik 1½ (inkl. en sejr over Leonard!) efter den suveræne vinder Alexander Rosenkilde som scorede 6 af 6!
     I C-gruppen var forhåndsfavoritten Frederik Oest Møller sikkerheden selv og "vandt alt" - dvs. pånær en kort remis i 6. runde med klubkammeraten Søren! Slutresultat 6½ af 7 og guld i amtsmesterskabet - flot! Der var til gengæld hård konkurrence om 2.pladsen, og her var det Søren Rohmann-Sønderby, som trods en rigtig lørdag-morgen-start med tab på tid i 1. runde, selv kørte DM-kvalifikationen hjem med rigtig stærkt spil i sidste rundes helt afgørende parti mod Ballerups Morten Bruun! Andreas Markert og Christian Bekker hentede hhv. 3 og 2½ point.
     I D-gruppen fik Morten Gru et regulært gennembrud med en flot 2.plads - og DM-kvalifikation - med 5 af 7! Vi har allerede set i vores mandags-træningsturneringer at Morten rykker pænt fremad og kan lave gode resultater, og dette resultat er rigtig flot af Morten! Også Karen Pi Unnerup er rykket godt fremad i spillestyrke, bl.a. via sin første EMT-turnering, Botvinnik-EMT, hvor det kører fint for Karen! Men her måtte Karen så nøjes med en delt 4.-5. plads sammen med Anders Germansen med 4½ point. På en god dag kunne både Anders og Karen være røget helt til tops, men alle kan jo ikke vinde.
     I E-gruppen og F-gruppen havde vi kun få deltagere, selvom vi har mange juniorer i disse aldersklasser .. I E-gruppen fik Andreas Petersen også et gennembrud med en flot 3.plads og DM-kvalifikation i dagens største felt med 17 deltagere! Andreas scorede fine 7 af 9, og da vinderen, Tåstrups Svetoslav Korolev, allerede er forhåndskvalificeret, er Andreas sammen med 2'eren Martin Haubro videre til DM! Spændende! Simon Munk startede fint med 2 af 2, men så mistede Simon pusten og tabte en stribe partier, så scoren blev 4 af 9 - trods alt alligevel et pænt resultat. Og i F-gruppen må vi "nøjes" med at glæde os over familien Haubro's yngstes succes, idet Monika Haubro fik en fornem 2.plads med 9½ af 11! Der er ikke mange piger, der kan "rulle" drengene i deres aldersklasse, men Monika er en af dem - ligesom Miriam, som har trænet med Monika et par mandage i Skovlunde. Mon ikke et kvalificeret gæt lyder på at hele familien Haubro er i Odense i den sidste weekend i november :-)

Sixten rapporterer fra mesterskabet for København og Frederiksberg kommune
    
Et tyndt besat Amtsmesterskab i Københavns Kommune blev dog til et udmærket arrangement og Skovlunde Skakklub stillede op med 4 spillere: Undertegnede, Jacob, Dara og Jon.
     A-gruppen var uden deltagere så derfor gik ingen videre til DM herfra. Lidt skuffende at ingen mødte op, taget i betragtning at der forefindes en del spillere i den gruppe, men at de bare ikke gider møde op….!
     I B-gruppen var der kun to deltagere: Undertegnede og Teng He. Der blev spillet to partier, og der blev da også hevet en sikker 1½-½ sejr hjem til Skovlunde. Begge gik dog videre til DM, men det første Københavnsmesterskab altså hjemme til Skovlunde.
     C-gruppen var også tyndt besat med kun tre deltagere: Jacob Brorsen, Alex Fong og Mark Petersen. Der blev spillet alle mod alle (3 partier :-P). Jacob var forhåndsfavorit, men af og til render man ind i en dårlig dag, og det var sådan en det så ud til at Jacob var løbet ind i. I første parti mod Mark blev han totalt nedspillet, og sad med en tabt stilling…men så lige pludselig sagde det "pling", Jacob vågnede og reddede en remis ved fornem slutspilsteknik..! Partiet mod Alex så jeg ikke selv, men jeg hørte rygter om at Alex kunne have skakket sig til Jacobs dronning, men igen tog rutinen over og Skovlunde hev endnu et mesterskab hjem….flot!
     Jeg har ikke oplysninger om Dara Akdag og Jon Capion og deres placeringer, men de enkelte gange jeg var inde og kigge så det ud som om begge spillede godt og modent. Opdatering vil følge :-)
/Sixten Thestrup

Og vi kan tilføje, at Dara vandt mesterskabet sikkert og at marginalerne ikke var med Jon, som måtte "nøjes" med trediepladsen - Et flot resultat, men jo altså alligevel lige udenfor de kvalificerende 2 pladser /Red.

Sissel rapporterer fra mesterskabet for Vestsjællands Amt
    
Hej alle sammen..  Her er en lille rapport om hvordan det gik for mig til amtsmesterskabet 2004 i Gislinge skole. Det hele startede med at jeg skulle spille i B gruppen og det føste parti startede 9.30. Der var 3 modstandere der kom forsendt, som var 20 min og en af dem var mine, men jeg vandt...... 
     Jeg vandt 6½ ud af 7 der var en til der havde 6½ ud af 7, og jeg fik remis mod ham... Vi vandt mod de samme modstandere fordi det var alle mod alle så vi skulle spille 2 omkampe a 20 min,  men jeg tabte begge 2 øv :-(  Ham der vandt i gruppe B hed Daniel Jahulssun og kommer fra Ringsted. Jeg har selvfølgelig en lille undskyldning, og det er at alle de andre modstandere de larmede og grinede mens der var finale.
     I gruppe A var der 2 deltagere og de skulle spille 4 kampe mod hinanden.. Men det bedste af det hele er jeg kom videre til DM..
/Sissel Kærgaard

Se information og resultater hos Dansk Skoleskak her

Se resultater fra Københavns Amtsmesterskabet hos Ballerup Skakklub her

 13 nov 2004

Lidt opsamling fra EMT turneringer

Adskillige af vores spillere - både seniorer og juniorer - har været aktive i EMT turneringer i løbet af efteråret. Vi har kun fulgt med via links under "aktuelle turneringer" ovenfor, men her følger lidt opsamling af et par af højdepunkterne.

I Rødovres efterårs EMT spillede Dara Akdag med i gruppe 4 og lavede et af sine bedste resultater hidtil. Dara vandt med ikke mindre end 6 af 7 efter at have ført med 5 af 5, og efter et nederlag i 6. runde rejste Dara sig og vandt det sidste parti også! Stærkt - og langt over ratingforventningen, så Dara kunne indhøste knap 100 ratingpoint! Dara er nu omkring 1300 og uden tvivl på vej videre frem - i vores egen Botvinnik EMT har Dara vundet over bl.a. Freddy og Bo efter godt spil.

Klubbens ubetinget mest turneringsaktive senior Michael Tandrup var på vej mod et superresultat i Greves weekend EMT med 3 af 3 i mesterklassen efter fredagens og lørdagens runder. Men søndag blev resultatet desværre modereret lidt med "kort rokade" til 3 af 5 - mon ikke Michael sad lidt for sent oppe og forberedte sig med skakdatabasen lørdag aften .. :-)

I Brønshøjs sensommer EMT lavede Poul Munk et godt resultat og hentede ca. 30 ratingpoint! Brønshøjs EMT'er er altid populære, hyggelige og velorganiserede, så vi kan anbefale at holde øje med indbydelserne til disse turneringer, som spilles torsdag aften.

I Hvidovres weekend EMT i slutningen af efterårsferieugen havde vi ikke mindre end 4 spillere med - men turneringen er ikke dækket på nettet. Jacob Brorsen var favorit i sin gruppe og vandt gruppen efter sikkert spil. Jacob tabte dog til Sissel Kærgaard, som med 2 point af 5 hentede knap 20 ratingpoint! Jacob var i et spændende sidste-runde opgør, hvor han skulle vinde med sort for at få 1.pladsen - og det lykkedes! Dara Akdag og Michael Tandrup var også med i turneringen - Dara tabte desværre lidt af den vundne rating fra Rødovre.

Og så mangler vi jo kun sidste runde (samt et par udsatte partier) i vores egen Botvinnik EMT - og der kan vi allerede nu se nogle rigtig flotte præstationer tegne sig. I gruppe 2 har Søren Rohmann-Sønderby ikke mindre end 5 af 6 og er milevidt forbi sin forventede score på ca. 2 point inden sidste runde! At Søren drøner fremad er ingen overraskelse for juniortrænerne, som følger Søren i mandagstræningen, men alligevel .. 3 point over forventet score før sidste runde! Og i gruppe 3 er både Andreas Markert og Anders Germansen på maksimum hhv. 5 og 4 point efter rigtig godt spil! Og Karen Pi Unnerup er også på vej mod en fin debut i EMT'er med 3½ af 6 før sidste runde. Men vi vender tilbage til Botvinnik EMT, når sidste runde er spillet d. 29. november.

Og så har vi måske glemt flere gode resultater og turneringer .. !? Men så kan benytte lejligheden til at opfordre medlemmerne til at sende en mail, når de spiller med i noget - og selvfølgelig meget gerne en kort beretning - måske endda med et parti eller to - hvis man har tid og lyst!

 
 13 nov 2004

Ungdoms-VM på Kreta slut
- Stærkt spil af Peter i drenge under 14
- Lidt skuffende resultat til Benjamin i drenge under 16


Den danske delegation til Ungdoms-VM 2004
ved afrejsen fra Kastrup onsdag morgen d. 3. november (fra v.):
Alex C. Hansen, Jes Harholm, Jakob Vang Glud
Peter Skovgaard, Benjamin Skjoldan
(Foto: Benjamin's far Leif Geertsen)

Så er Ungdoms-VM 2004 på Kreta slut - efter 10 dage med 11 runder i hver af de 10 aldersklasser for drenge/piger under 10, 12, 14, 16 og 18 - med samlet ca. 1000 deltagere fra hele verden! Som omtalt i nyheden fra 4. november var Danmark repræsenteret med 2 spillere i hver af klasserne drenge under hhv. 14 og 16 - og heraf Benjamin Skjoldan (u16) og Peter Skovgaard (u14) fra Skovlunde.

Alt i alt blev det en god dansk indsats - med jyske Jakob Vang Gluds IM-norm i drenge under 16 som det helt store højdepunkt! Den danske juniorlandstræner, Jes Harholm, som var rejse- og delegationsleder på turen har skrevet hjem fra turneringen hos DSU - se link i spalten til højre. Vi har kun fået sparsomme SMS-meldinger fra vores deltagere, men ifølge meldingerne har de danske spillere haft det godt på Kreta og nydt turen samtidig med at der har været gjort en seriøs skaklig indsats med forberedelser og efteranalyser. Se Peters og Benjamins resultatserie i tabellerne nedenfor - sakset fra den glimrende statistikdel af turneringens hjemmeside - og læs lidt om deres turnering nedenfor. Enkelte af danskernes partier (det var kun de 10 første brætter i hver klasse som er gengivet fra hver runde) kan ses via link i spalten til højre.

    46    Skovgaard Peter       2137 DEN Rp:2166 Pts. 5.5 
 1 107    Murphy Dara              0 IRL 4.0 w 1 Boys U14 
 2  13    Klimov Anton          2273 RUS 8.0 s 1 Boys U14 
 3  21    Sai Srinivas Dasari   2237 IND 8.0 w ½ Boys U14 
 4  23    Leniart Arkadiusz     2235 POL 7.5 s 0 Boys U14 
 5   5    Matlakov Maxim        2362 RUS 8.0 w 0 Boys U14 
 6  75    Palawatta I T         2028 SRI 4.5 s 1 Boys U14 
 7  17    Susilodinata Andrean  2255 INA 7.5 w 1 Boys U14 
 8   9 FM Cordova Emilio        2347 PER 6.5 s 0 Boys U14 
 9  67    Ly Moulthun           2056 AUS 7.5 w 0 Boys U14 
10  71    Zehnter Sebastian     2044 GER 5.5 s 1 Boys U14 
11  35    Can Emre              2192 TUR 6.5 w 0 Boys U14

    74    Skjoldan Benjamin     2102 DEN Rp:1970 Pts. 4.0 
 
1  16 FM Sirotine Konstantin   2400 RUS 7.0 s 0 Boys U16 
 2 108    Safoev Zarif             0 TAJ 5.0 w 1 Boys U16 
 3  34    Khamrakulov Dzhurabek 2294 UZB 6.5 s 0 Boys U16 
 4  36    Feuerstack Aljoscha   2286 GER 4.5 w 1 Boys U16 
 5  43    Brunello Sabino       2258 ITA 7.0 w 0 Boys U16 
 6  60    Dignam Matthew        2173 IRL 4.5 s 0 Boys U16 
 7  93    Mergeai Christophe    1945 LUX 2.5 w 1 Boys U16 
 8 104    Ibrahim Ghilan A         0 IRQ 4.0 s 0 Boys U16 
 9  95    Karlsson Erik         1812 SWE 3.0 s 1 Boys U16 
10  91    Maenhout Thibaut      1996 BEL 5.5 w 0 Boys U16 
11  85    Stubberud Ornulf      2028 NOR 5.0 s 0 Boys U16

Peter spillede alt i alt et rigtig godt U-VM og startede turneringen med stærkt spil! Efter favoritsejr i 1. runde slog Peter i et fint parti den senere 7.placerede russer Anton Klimov (2273) med sort og derefter blev det til en remis i overkanten mod den senere 5.placerede inder Sai Srinivas Dasari (2237)! Derefter fulgte et ærgerligt nederlag i et remisslutspil i 4. runde mod polakken Leniart (2235) og tab mod den 5.seedede russer Matlakov (2362), men Peter kom så igen i runde 6 og 7 med igen et par gode sejre før en stærkt spillende peruvianer vandt over Peter i et glansparti i 8. runde. Peters slutscore blev 5½ af 11 og det blev til en placering lidt over midten af feltet - med en pæn præstationsrating på 2166. Men Peter kan glæde sig over at han mødte 5 spillere blandt de 13 øverstplacerede i slutstillingen - og scorede 2½ point af 5 mod dem med to sejre og en remis! Tåstrups Alexei Hansen, som også spillede i drenge under 14, endte på 5 point.

Benjamin startede også fint med en favoritsejr i 2. runde efter 1. rundes nederlag mod russeren Sirotine (2400), og i de næste 3 runder mødte Benjamin spillere med knap 2300 i rating - og heraf blev tyskeren Feuerstack (2286) banket! Også i runde 5-7 gik det som "forventet" med 1 af 3, men i de sidste 4 runder kørte spillet åbenbart ikke helt for Benjamin, som måtte af med point til et par af de spillere, som han ellers altid plejer at have et godt tag på. Lidt ærgerligt - Benjamin har stadig til gode at få et rigtig godt resultat i et internationalt ungdoms-mesterskab på niveau med de flotte turneringsresultater han har præsteret i danske turneringer. Men det kommer nok.

Se den fremragende hjemmeside for Ungdoms-VM 2004 her - og statistiksiden for danskerne her

Læs Jes Harholms rapporter hos DSU - direkte link her

Se også Alexei's rapporter hjem til Tåstrup Skakforenings hjemmeside her

Se også nyheden fra 4. nov. ovenfor

Se nogle af danskernes partier


Links

Skovlunde Skakklub (SKS)

Københavns Skak Union (KSU)

Dansk Skak Union (DSU)