Skovlunde Skakklub
Sæsonen 2004-05

HoldskakKlubmesterskabetLyn-MPokal-MFR-M
Medlemmer og ratingJuniorskakBæltefarver


JANUAR 2005

  2 jan 2005

Spændende Øbro Nytår 2004!
- Kanonresultat og del-ELO på 1865 til Søren Rohmann
- Nikolaj på delt 2.plads med 5 af 7

Nikolaj Mikkelsen (tv.) med hvid i 1. runde mod Århus-junior Peter Grove, som i øvrigt havde en stor turnering og færdiggjorde ELO på over 2000! Længere nede (3. bræt) ses Peter Skovgaard med sort mod Ebbe Elsborg. Søren Rohmann-Sønderby (med rød trøje) med sort i 1. runde i sin allerførste stærke "Open". Søren endte mere end 2 point over forventet score og hentede 95 ratingpoint til knap 1600! 

For 13. år i træk holdt Øbro Skakforening mellem jul og nytår sin traditionelle stærke "Øbro Nytår" under den sædvanlige hyggelige ramme i klubbens lokaler på Østerbro. Tre af vores juniorer - Nikolaj Mikkelsen, Peter Skovgaard og Søren Rohmann-Sønderby - samt en af vores seniorer - Dimitri Bogdanov - var blandt deltagerne. Nikolaj, Peter, Dimitri og Søren var seeded hhv. 10, 13, 15 og 40 blandt de 45 deltagere.

Nikolaj spillede en udmærket turnering og sluttede på en flot mangedelt 2.plads med 5 af 7 tæt på forventet score. Nederlaget til den jævnaldrende juniorven og -rival Jakob Vang Glud i 4. runde blev afgørende for at Nikolaj ikke kom helt op på de øverste brætter denne gang, men ellers spillede Nikolaj godt og skarpt og gav kun to remiser i en stribe lange kamppartier.

Peter startede stærkt med to fine sejre og var tæt på gevinsten i 3. runde efter godt spil og merbonde mod 9.seedede Jacob Bjerre. Men partiet endte med evig skak og i de sidste fire runder kom Peter med sit skarpe spil ud for at sidde på den forkerte side af bordet i 3 glanspartier! Slutscoren blev beskedne 3½ af 7 knap 1½ under forventet score - et lidt ærgerligt punktum på et ellers forrygende godt år for Peter.

Dimitri spillede en god turnering og fik flere gode resultater mod stærke spillere, bl.a. sejren i 5. runde over en af dansk skaks grand old men Jørgen Hvenekilde! Men nederlag til Nikolaj i 3. runde og til en stærkt spillende nykåret senior-landstræner Per Andreasen i sidste runde gav alt i alt "kun" 4 point - hvilket dog var knap et helt point over forventet score.

Søren var med sit nye ratingtal på knap 1500 efter triumfen i Botvinnik-EMT seeded som nr. 40 og var med denne turnering på sin første styrkeprøve mod et åbent felt med mesterspillere og titelholdere. Og Søren fortsatte den store fremgang han har haft hele året med stærkt spil og en flot score på 3½ af 7 mod pænt stærk modstand - mere end 2 point over forventet score: + 95 i rating til 1593! Søren viste meget modent spil igennem hele turneringen og demonstrerede at han sagtens kan klare sig mod stærke spillere og mesterspillere. I 1. runde var Frode B. Nielsen helt udspillet, i 3. runde måtte Tåstrups Alexei Hansen slide hårdt for at udnytte en minimal slutspilfordel til gevinst, i næstsidste runde var stærke Søren G. Jensen heldig med at slippe med remis i samme skarpe variant, som han havde spillet remis mod Nikolaj i i 2. runde, og i sidste runde måtte Arne Møller ned efter en buk i en presset stilling! Med dette resultat fik Søren også noteret et del-ELO på 1865 med 1½ point mod 5 ELO-spillere!

Se resultaterne fra Øbro Nytår 2004 hos KSU her

Se Øbro Skakforenings hjemmeside her

  2 jan 2005

Tåstrup/Skovlunde International Junior Open

Skovlunde Skakklub indledte for godt et års tid siden et mere formelt samarbejde med Tåstrup Skakforening med fokus på junioralitearbejdet. Og via Tåstrups og KSU's aktive organisator Lars Bech Hansen var nogle af vores juniorer i Serpukhov i Rusland i efteråret og spille stærke IM-turneringer! Og der er nye initiativer på vej!

Til april spilles en stærk, norm-givende international juniorturnering samtidig med Sigeman-turneringen på Quality Hotel i Tåstrup. Turneringen spilles som 9-runders open med begrænset plads for det samlede deltagerantal og for spillere med "lav" ELO. Skovlundes og Tåstrups stærkeste elitejuniorer forventes at deltage, og der vil blive inviteret udenlandske titelholdere/juniorer, så turneringen bliver stærk og norm-givende. Også de andre stærkeste danske juniorer med norm-chancer vil blive inviteret.

Placeringen af turneringen - samtidig med og samme sted som Sigeman-turneringens sidste runder - forventes at give turneringen en særlig prestige-status, og det forventes ligeledes at der vil blive sendt live på nettet fra de øverste brætter i turneringen. Så vores stærkeste juniorer kan godt begynde at glæde sig!

Læs inbydelsen til T/S International Junior Open her

Se Tåstrup Skakforenings hjemmeside her

  2 jan 2005

Godt nytår 2005!

Juniortræningen
Forårssæsonen 2005 starter mandag d. 3. januar, hvor vi i juniortræningen kl. 17 skyder det nye år ind med en lynturnering for alle juniorer - fra det hvide til det sorte bælte! Vi satser på at kunne nå en 7-runders Schweitzer-turnering.

Og fra mandag d. 10. januar går vi tilbage til den "gamle" model for juniortræningen med opdeling i hold for alle. I efteråret kørte vi individuelle sessioner for vores stærkeste juniorer med elitetræner Esben Lund, og selvom hver enkelt fik stort udbytte af de individuelle sessioner savnede vi alligevel den samling, som en holdtræning giver. Vi vil justere holdinddelingen til mandag d. 10. januar.

Vi kan samtidig annoncere at vi nu tilknytter en ny træner til elitetræningen ved siden af Esben Lund - nemlig Henrik El-Kher. Henrik, som blev nr. 2 ved danmarksmesterskabet i påsken 2004, har tidligere været tilknyttet Skovlunde som træner og har i øvrigt netop vundet Øbro Nytår efter stærkt spil. Mere information følger om dette. På de øvrige hold fortsætter Nikolaj, Alan, Poul og Tom som faste trænere med ad hoc assistance af elitejuniorerne til bl.a. teknikmærke-prøver.

Smyslov EMT
Vi fortsætter også rækken af EMT-turneringer på vores klubaftener. Mandag d. 24. januar spiller vi første runde af forårets EMT - Smyslov EMT. Og ligesom i Botvinnik EMT har klubben lagt lidt præmiepenge oven i præmierne. Læs mere på indbydelsen via link øverst på siden.

Fotos fra 2004
Vi har mange gode billeder fra begivenhederne i 2004, bl.a. fra Göteborg-turen, Skoleskak-DM og en masse juniorturneringer. Nogle udvalgte billeder er allerede lagt på vores hjemmeside, men da hjemmesiden er begrænset af dels pladsen, som er ved at blive lidt trang målt i MByte, og dels indsatsen med at lægge billederne på nettet på en læsevenlig måde, planlægger vi at give medlemmer og forældre lejlighed til at få kopier af vores mange billeder på en CD.

Tak til sponsorer og forældre
Skovlunde Skakklub vil samtidig benytte lejligheden til at sige tak til sponsorer, forældre, skakorganisatorer, dansk skaks officielle organer og repræsentanter, og alle de, som støtter klubbens arbejde med juniorerne ved træningen, med kørsel, med støttebeløb og med opmuntring og anerkendelse. Uden denne støtte ville Skovlunde Skakklub ikke være den klub, som vi er i dag!

/Skovlunde Skakklub

  9 jan 2005

Peter Skovgaard klubmester 2005!

14-årige Peter Skovgaard vandt klubmesterskabet med 5 af 6 foran hele toppen!

 
Ib Skovgaard Alan Møller Peter Skovgaard Søren Rohmann-Sønderby
Poul Munk Tom Skovgaard Freddy Rode Bo - bagved Sissel mod Freddy
Nikolaj Mikkelsen
mod Søren Rohmann
Alan og Bo Rasmussen
efter Bo's vindende gaffel på f7
Torben Vang-Larsen
mod Peter, Freddy ser på
Sven Pedersen
ser på sidste rundes topopgør

14-årige Peter Skovgaard vandt Skovlunde Skakklubs klubmesterskab 2005! Peter vandt med 5 af 6 i et pænt stærkt besat mesterskab, hvor ialt 13 spillere deltog - og heriblandt de 5 øverste på Skovlunde Skakklubs styrkeliste. Partierne er ikke noteret - men nedenfor er en rundeberetning samt resultater og tabeller.

Klubmesterskabet blev spillet som en 6-runders hurtigturnering lørdag d. 8. januar. Der blev spillet med inkrementaltid: 20 min. + 10 sek. pr. træk (urets program 19), hvilket betød at vi var fri for de helt ustyrlige tidnødsdramaer, hvor brikkerne vælter rundt på brættet og hvor pointet nogle gange lander noget tilfældigt. Til gengæld var der et par lange "uendelige" tidnødspartier undervejs, men alt i alt var klubmesterskabet 2005 en rigtig spændende turnering og vi havde en rigtig god dag i klubben! Så traditionen med at afholde klubmesterskabet på denne facon fortsætter vi nok med!

Allerede i 1. runde viste flere partier at der var jævnbyrdighed i feltet og at forhåndsfavoritterne ville få det svært mod "hovedfeltet"! Der var masser af små overraskelser! Poul hentede en halv mod Søren P., Torben slog Nikolaj!, Ib måtte af med en halv mod Bo, Sven måtte ligeledes af med en halv mod Søren Rohmann og Sissel havde godt fat om hele pointet mod mig efter godt spil helt ud i slutspillet, hvor jeg var heldig og fik vendt partiet. Eneste "ordinære" parti var Peters sejr over Freddy, mens Alan fik en frirunde, da vi var et ulige antal (13) spillere.

I 2. runde blev opgøret på bord 1 mellem Peter og Alan det helt store drama. Alan havde ofret materiale for angreb og stillingen var meget skarp. Alan tilbød remis, men undveg senere evig skak og i begyndende tidnød spillede Peter galt og kom noget på hælene, men afslog alligevel remis og fandt ressourcer i den skarpe men kritiske stilling! Lidt kaos havde der været da Alan med 11 sek. mod ca. 20 sek. gjorde ulovligt træk, og det digitale ur manuelt skulle stilles inden videre spil! Spillet fortsatte længe med angreb fra begge sider før Peter fik kørt pointet hjem med godt spil i slutspillet med dronningerne på banen. Peter holdt derefter pladsen ved bord 1 resten af turneringen. De øvrige partier gav en del favoritsejre og et par remiser.

I 3. runde var Alan i endnu et tidnøddrama, hvor han hentede en remis i et uligefarvet løberslutspil mod Nikolaj, som ikke fik spillet til at køre på det sædvanlige høje niveau på denne dag. Og Søren P. kom i gang med en sejr over Torben, som ellers havde det gode spil fremme. Sven havde spillet godt mod Peter og holdt et pres igennem hele partiet, som førte til et slutspil med T+L mod T samt et par bønder på begge sider. Peter kæmpede dog intenst videre og i den afsluttende tidnød spillede Sven upræcist og endte i en remisstilling med K+T mod K+bonde.

4. runde cementerede den store jævnbyrdighed i hovedfeltet. Efter at Peter med vedvarende gevinstforsøg havde vundet et remistårnslutspil mod Poul, førte Peter med 3½ af 4 foran ikke mindre end 8 spillere med 2½! Søren P. og Sven havde spillet remis, Ib og jeg havde spillet en spændende Sicilianer, som endte remis, og Nikolaj, Torben og Alan vandt over hhv. Freddy, Bo og Sissel.

I 5. rundes topopgør fik Peter stor fordel med sort mod Nikolaj, men Nikolaj holdt et farligt initiativ for 2-3 bønder og til sidst var Peter nødt til at tage trækgentagelse. Peters føring blev dermed reduceret til ½ point, idet Søren P., Torben og jeg nåede op på 3½ efter sejre over hhv. Alan, Sven og Freddy - Torben efter at have snoet sig ud af et tabt tårnslutspil med aktivt modspil i Svens tidnød! Ib blev hægtet af forfølgergruppen efter remis med talentfulde Søren Rohmann, som havde en fin turnering.

Stillingen i toppen før sidste runde - 6. runde - var dermed:
Peter 4; Torben, Søren P. og Tom 3½.

I 6. runde skulle Peter spille hvid mod Torben og Søren P. hvid mod mig. Spændingen blev dog hurtigt udløst idet Peter allerede i åbningen med hvid fik godt fat på Torben og hurtigt vandt. Dermed blev Peter klubmester i Skovlunde for første gang! Jeg havde fordel mod Søren P. med sort, men spillede helt forkert i den komplicerede stilling og tabte. Den forsvarende klubmester fra 2004 Søren P. hentede dermed sølv'et, mens Poul fik bronzepladsen efter en god turnering med sejr over Ib i et dronningeslutspil. Nikolaj, klubmester 2003, sluttede af med sejr over Søren Rohmann og hentede 4.pladsen, mens Torben, Sven og jeg endte på 3½. Slutstilling og turneringstabel kan ses nedenfor. Partierne er ikke noteret i år - vi droppede noteringspligten! Se resultattabeller nedenfor.

/Tom

SKOVLUNDE SKAKKLUB - KLUBMESTERSKABET 2005

Nr  Navn (seedning)             DSU   1 2 3 4 5 6 7 8 9 0 1 2 3 4   Pts.
 1  Peter Skovgaard (4)         2146  x   1 ½ 1 ½       1   1        5
 2  Søren Peschardt (2)         2154    x ½   1 ½ 1 ½   1            4½
 3  Poul Munk (9)               1749  0 ½ x       ½ 1 1       1      4
 4  Nikolaj Mikkelsen (1)       2211  ½     x 0       1 ½   1 1      4
 5  Torben Vang-Larsen (8)      1780  0 0   1 x 1 ½       1          3½
 6  Sven Pedersen (3)           2148  ½ ½     0 x     ½   1     1    3½
 7  Tom Skovgaard (6)           1901    0 ½   ½   x ½       1 1      3½
 8  Ib Skovgaard (5)            2119    ½ 0       ½ x ½   ½ 1        3
 9  Søren Rohmann-Sønderby (10) 1593      0 0   ½   ½ x   1     1    3
10  Alan Møller (7)             1545  0 0   ½           x 0   1 1    2½
11  Bo Rasmussen (12)           1393          0 0   ½ 0 1 x     1    2½
12  Freddy Rode (11)            1477  0     0     0 0       x 1 1    2
13  Sissel Kærgaard (13)        1368      0 0     0     0   0 x 1    1
14  Oversidder (14)             1000            0     0 0 0 0 0 x    0

 

RUNDE-FOR-RUNDE TABEL

Nr  Navn                        DSU     1    2    3    4    5    6   Pts   Korr
 1  Peter Skovgaard (4)         2146  12:1 10:1  6:½  3:1  4:½  5:1   5    19.5
 2  Søren Peschardt (2)         2154   3:½  8:½  5:1  6:½ 10:1  7:1   4½   20.0
 3  Poul Munk (9)               1749   2:½  9:1  7:½  1:0 13:1  8:1   4    20.0
 4  Nikolaj Mikkelsen (1)       2211   5:0 13:1 10:½ 12:1  1:½  9:1   4    17.0
 5  Torben Vang-Larsen (8)      1780   4:1  7:½  2:0 11:1  6:1  1:0   3½   23.0
 6  Sven Pedersen (3)           2148   9:½ 11:1  1:½  2:½  5:0 14:1   3½   18.5
 7  Tom Skovgaard (6)           1901  13:1  5:½  3:½  8:½ 12:1  2:0   3½   18.0
 8  Ib Skovgaard (5)            2119  11:½  2:½ 12:1  7:½  9:½  3:0   3    19.5
 9  Søren Rohmann-Sønderby (10) 1593   6:½  3:0 11:1 14:1  8:½  4:0   3    17.0
10  Alan Møller (7)             1545  14:1  1:0  4:½ 13:1  2:0 11:0   2½   17.0
11  Bo Rasmussen (12)           1393   8:½  6:0  9:0  5:0 14:1 10:1   2½   15.5
12  Freddy Rode (11)            1477   1:0 14:1  8:0  4:0  7:0 13:1   2    16.5
13  Sissel Kærgaard (13)        1368   7:0  4:0 14:1 10:0  3:0 12:0   1    16.0
14  Oversidder (14)             1000  10:0 12:0 13:0  9:0 11:0  6:0   0    14.5
 
 19 jan 2005

Peter og Benjamin sponsoreres af Team Ballerup!

Benjamin (tv.) og Peter (th.) med de to bærbare PC'er
 som Team Ballerup sponsorerer!

Skovlunde Skakklubs talentfulde juniorer har nu igennem flere sæsoner taget godt for sig af både regionale og nationale individuelle mesterskabstitler og sågar også hentet flere nordiske guldmedaljer! Og dette har naturligvis givet opmærksomhed om juniorerne og klubben både overalt i det danske skakmiljø og også lokalt i kommunen, hvor triumferne bl.a. har været omtalt i Ballerup Bladet.

Og efter at Miriam sidste år opnåede Team Ballerup sponsorat (bærbar PC), har Peter Skovgaard (14) og Benjamin Skjoldan (15) i år opnået tilsvarende sponsorat af Team Ballerup, så de hver har fået en bærbar PC stillet til rådighed! Et meget fint sponsorat, som vil være til stor gavn for de to talenter i både træningen og i de kommende turneringer!

Sponsoratet blev annonceret ved det årlige nytårsarrangement i Ballerup Kommune d. 14. januar (se omtale i Ballerup Bladet tirsdag d. 18. januar), hvor der blev uddelt Team Ballerup sponsorater for ikke mindre end 600.000 kr. til kommunens mange stærke og talentfulde sports- og idrætsudøvere. Skovlunde Skakklub er stolte af også at være med i dette eksklusive selskab, og vi er overbevist om at vores juniorer nok skal sørge for at levere resultater, så de sponsorerende firmaer bag Team Ballerup (se spalten til højre) får noget valuta for pengene.

/Tom

Se Team Ballerups hjemmeside her

Læs om firmaerne bag Team Ballerup her - som er:

- Ballerup Kommune
- Ballerup Bladet
- Ballerup Erhvervsråd
- Fujitsu Invia
- Fujitsu Siemens
- Ikon
- Infocare
- PBS
- Skanska
- SportMaster

 

 25 jan 2005

Junior Grand Prix i Hvidovre

Årets første JGP blev spillet i Hvidovre. Vi spillede på Risbjerggård, hvor der er masser af plads i forhold til Hvidovre Skakklubs egne lokaler :-)
Med 15 deltagere fra Skovlunde var vi repræsenteret med halvdelen af det samlede antal spillere. Det blev til meget godt spil og en stor portion topplaceringer.
Tak til Hvidovre for et godt arrangement.

Gruppe F
Mathias
spillede en flot turnering og fik 5 point af 7. Det strakte til en 2. plads. Mathias er begyndt at få alle brikkerne med og ikke kun dronningen. God plan, der giver mange point. Jakob var rigtig god til at sidde på fingrene som Alan har sagt. Desværre gav det ikke denne gang en masse point. Det blev til et enkelt point. Der var dog spil til flere på point, men Jakob glemte nogle gange, at modstanderen må rykke hver anden gang.

Gruppe E
Her fik Tobias et mindre gennembrud efter imponerende godt spil. Specielt et slutspil med løber og bonde mod 4 bønder blev spillet super godt. Det blev til en 3 plads med 5 point af 7. Morten blev nr. 7 med 3 point. Tempoet er blevet sat ned, hvilket absolut har højnet Mortens spil. I par dumme nederlag betød, at Morten ikke sluttede i toppen.

Gruppe D - Skovlunde Gruppen
Her havde vi så mange spillere med, at jeg ikke helt havde det fornødne overblik over alle partierne.

  • Dara vandt endnu en gang sikkert. 7 point af 7 mulige!

  • Jon blev nr. 3 med 5 point.

  • Anders fik 4½ point og en 4. plads.

  • Morten har fået bidt sig godt fast i D-gruppen. Det blev til 4 point og en 5. plads.

  • Karen spillede en god turnering. 3½ point og en 6. plads.

  • Lauritz spillede sin først JGP i denne sæson og gjorde det udmærket med 2 point og en 7. plads. Brug lidt mere tid og pointet kommer.

  • Elisabeth kæmpede godt. Det blev til 2 point og en 7. plads.

Gruppe A, B og C
Pga. et forholdsvis lavt deltagerantal blev de tre øverste grupper lagt sammen. Det blev spændende! Der var gode partier. Specielt topopgøret mellem Søren og Frederik Ö.M. var spændende. Søren lavede en chancerigt offer, men det holdt ikke. Frederik forsvarede sig præcist, hvorefter Sørens stilling faldt sammen. Frederik vandt gruppen med 6 af 7 og Søren blev nr. 2 med 5 point. Andreas M. er altid i hårdt selskab ved disse turneringer. Andreas spiller sin chance hver gang med god fighter instinkt. Det blev til 2 point. Alvin fik 3½ og det betød, at han vandt gruppe B - som ene deltager :-)

/Poul Munk

Læs om sæsonens Junior Grandprix og se stillingen hos KSU her
 29 jan 2005

K-skak

Et par af Skovlunde Skakklubs spillere er her ved årsskiftet gået i gang med k-skak turneringer - måske inspireret af den danske k-skakchef Søren Peschardts inspirerende indlæg på klubaftenen d. 13. december om korrespondanceskak! Korrespondanceskak - i daglige tale "k-skak" - spilles i dag mest via e-mail, og det er blevet nemt at være k-skakspiller, for der er ikke så meget bøvl længere med frimærker, postkort, poststempler osv., når det hele sker via nettet.

Ud over Søren selv, som er aktiv både i det igangværende danmarksmesterskab og i flere internationale k-skakturneringer, er nu også Alvin, Benjamin og Poul startet i det nylancerede web k-skak "Webchess Open", hvor der bliver mulighed for at følge med i partierne med nogle træks forsinkelse - for at spillerne ikke så nemt kan få hjælp fra alle sider!

Vi har oprettet en k-skak side med information om de igangværende turneringer, leveret af Søren. Den kan nås via link i spalten øverst til højre - under de øvrige turneringslinks, så alle løbende kan følge med via links direkte til alle turneringstabellerne, som løbende opdateres.

/Tom

Se k-skak siden her

Links

Skovlunde Skakklub (SKS)

Københavns Skak Union (KSU)

Dansk Skak Union (DSU)